Ludus Web | Outlook mail | Print |Sitemap

København fik besøg af 2g'erne

Oprettet mandag, 06 november 2017.

Vores studietur til København var en kæmpe success! Det planlagte program har været hyggeligt og lærerigt. Det var især spændende at opleve ting, som man kan koble sammen med noget, som man har hørt om inde i klasselokalet. Vi fik set både store og små attraktioner.

Første aften gik fx med at vi var i operahuset for at høre Rigoletto. Jeg var personligt stor fan af udsigten fra Operahuset ud over Københavns gader efter mørkets frembrud, selve arkitekturen i Operahuset og den fremragende hvidvin, som jeg smagte derinde, men operaen faldt desværre slet ikke i min smag - det var dog helt sikkert en oplevelse i sig selv at være der. Da den lange opera var slut og vi selv skulle til at finde hjem på hotellet ad kringlede omveje, lagde mange af os vejen forbi Mc Donald's. Man skulle jo nødig gå ned på forsyninger.

Det var desuden rigtig hyggeligt at bo på et 8-mands værelse, da der aldrig var pinlig tavshed eller tavshed overhovedet. Vi havde det helt vildt hyggeligt og sjovt sammen.

Torsdagen gik med en byvandring, der bl.a. lagde vejen forbi Christiansborg, hvor vi fulgte i Dronning Caroline Mathilde og Dr. Struensees fodspor.

3

Det var rigtig spændende at gå rundt og høre alle historierne, som guiden desuden var rigtig dygtig til at fortælle. Samtidig er Christiansborg bare en enormt smuk bygning og man fik næsten lyst til at blive hængende lidt længere bare for at kunne udforske bygningen noget mere, men da vi havde sluttet af inde ved gobelinerne, fortsatte vi imod hovedbanegården, hvor vi skulle videre ud til en moske. Der blev dog alligevel tid til at shoppe og spise lækre, billige nudler på strøget inden S-toget kørte.

1

Besøget på Moskeen var helt klart en af mine yndlingsoplevelser på hele turen. Vi blev vist rundt, vi prøvede at bede bøn, vi læste i en dansk koran og til slut måtte vi stille spørgsmål. Det gav et indblik, som for mit vedkommende i hvert fald nedbrød nogle fordomme om, hvordan sådan en moske fx ser ud indvendig.

monja

Programmet for turen afhang meget af hvilken klasse man gik i, da vores programmer var meget forskellige. Men for B-klassens vedkommende havde vi fri i et stykke tid efter besøget på moskeen, hvor nogle valgte at tage på strøget, mens andre tog hjem på hotellet for fx at skifte tøj - om aftenen skulle vi nemlig ud at spise sammen allesammen. Og selvom der til manges ærgrelser ikke var super meget kød på menuen inde på den restaurant vi havde valgt, så var det hyggeligt at mødes hele klassen og have en fælles aktivitet der ikke havde noget med faglighed at gøre.

Programmet for dagen var dog ikke slut, da vi om aftenen skulle have en rundvisning på Glyptoteket. Det var igen en imponerende bygning og Skouvig var selvfølgelig god til at fortælle og forklare - desværre var vi ved at være godt trætte, så de sidste 20 minutter var strenge. Men da vi var færdige kom al energien ligesom tilbage - nu havde vi nemlig fri fra 20.30-24.00, hvilket for størstedelen inkl mig selv betød, at bylivet kaldte. Men vi var selvfølgelig tilbage på hotellet kl 24.00 - og der var naturligvis ingen, der havde beruset sig (sådan da).

Næste morgen stod vi i hvert fald nogenlunde friske op, da vi skulle se den Hirschsprungske Samling. Besøget var desværre meget kort, men det var til gengæld helt vildt spændende at høre om Det Moderne Gennembrud og nationalromantikken, så den korte tid blev brugt effektivt. Vi var heldige at have en god guide.

2

Alt i alt var turen lige som den skulle være. Jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig en bedre studietur.

Skrevet af Martine Brumsbjerg - 2.b

VI VALGTE RINGKJØBING GYMNASIUM FORDI...

Læs om nuværende og tidligere elevers anbefaling af Ringkjøbing Gymnasium.

Se mere >

STUDIERETNINGER

Ringkjøbing Gymnasium udbyder 8 studieretninger.


Se mere >

KVARTALSSKRIFT

Læs gymnasiets eget nyhedsmagasin.


Se mere >

OPTAGELSE AF NYE ELEVER TIL 1G...

...på Ringkjøbing Gymnasium.
Sådan bliver du optaget på STX.


Se mere >