Ludus Web | Outlook mail | Print |Sitemap
  • 1
  • 02 nov 2017
  • 03 nov 2017
  • 4
  • 05 nov 2017
  • 06 nov 2017
  • 07 nov 2017
  • 08 nov 2017
  • 9
  • 10
  • 11 nov 2017
  • 12
  • 13

Prøver og eksamen 2018

Prøve- og eksamensperiode
Prøve- og eksamensperioden ligger i år fra og med den 23. maj til og med den 27. juni.


Prøveplanen offentliggøres i to omgange:

  •   16. maj offentliggøres prøveplanen for samtlige skriftlige prøver samt de mundtlige prøver, der afholdes før 30. maj (så tidligt plejer vi dog ikke at have mundtlige prøver)
  •   23. maj offentliggøres hele eksamensplanen for samtlige skriftlige og mundtlige prøver


Offentliggørelsen finder sted via LUDUS Web i funktionen Eksamen, hvor man også vil kunne finde oplysninger om prøvetidspunkter og lokaler. Disse oplysninger vil også fremgå af de individuelle skemaer i LUDUS Web.

Antal prøver – for elever der er begyndt på deres gymnasiale uddannelse før 1. august 2017
Blandt de mulige prøver, som en elev kan aflægge, foretager ministeriet et prøvefagsudtræk, der sikrer, at den enkelte elev ikke på forhånd kan regne ud, at der er prøver, som ikke kan komme i udtræk.

Som udgangspunkt er antallet af officielle prøver i løbet af de tre år 9, inkl. SRP.
Prøven i AT er obligatorisk. Elever med ekstra A-niveaufag (dvs. flere end 4) skal aflægge et tilsvarende antal ekstra prøver.

Den enkelte elev skal aflægge minimum 3 skriftlige og 3 mundtlige prøver. I A-niveaufag med både skriftlig og mundtlig prøve skal mindst én af prøverne aflægges.

I 1g og 2g kan man komme op til enten 0, 1 eller 2 officielle prøver (mundtlige eller skriftlige); men man skal ved afslutningen af 2g have aflagt minimum 2 officielle prøver.

Ud over de officielle prøver aflægges i 1g og 2g et antal interne prøver, de såkaldte ”mundtlige årsprøver”, som placeres ind imellem de officielle prøver. Antallet afhænger af de enkelte elevers antal officielle prøver, således at hver enkelt elev i 1g og 2g har i alt minimum 2 mundtlige prøver (officielle og interne).

Antal prøver – for elever der er begyndt på deres gymnasiale uddannelse 1. august 2017 eller senere
Blandt de mulige prøver, som en elev kan aflægge, foretager ministeriet et prøvefagsudtræk, der sikrer, at den enkelte elev ikke på forhånd kan regne ud, at der er prøver, som ikke kan komme i udtræk.

Som udgangspunkt er antallet af officielle prøver i løbet af de tre år 10, inkl. SRP samt en prøve i skriftlig dansk A. Elever med ekstra A-niveaufag (dvs. flere end 4) skal aflægge et tilsvarende antal ekstra prøver.

Den enkelte elev skal aflægge minimum 3 skriftlige og 3 mundtlige prøver. I A-niveaufag med både skriftlig og mundtlig prøve skal mindst én af prøverne aflægges.

Ud over de officielle prøver aflægges i 1g og 2g et antal interne prøver, de såkaldte ”mundtlige årsprøver”, som placeres ind imellem de officielle prøver. Antallet afhænger af de enkelte elevers antal officielle prøver. Efter 1.g er der en intern prøve som forsvar for DHO, ligesom der for matematik B hold er en mundtlig årsprøve. Efter 2.g er der for matematik A hold en mundtlig årsprøve.


Betingelser for deltagelse i prøverne
For at få adgang til prøve i et fag skal man have fulgt undervisningen i faget og leve op til evt. krav om aflevering af opgaver, projekter, synopser m.m., der er en forudsætning for deltagelse af eksaminationen.


Sygdom
Hvis man udebliver fra en prøve pga. sygdom eller anden uforudseelig grund, skal man give skolen besked hurtigst muligt og aflevere lægeattest. Man vil derefter få mulighed for at aflægge prøven snarest muligt.

Hjælpemidler
Under prøverne er anvendelse af hjælpemidler, herunder elektroniske, tilladt, med mindre der i reglerne for de enkelte fag er fastsat begrænsninger. Faglærerne orienterer om disse begrænsninger. En oversigt over hjælpemidler vil endvidere kunne findes i LUDUS Web-konferencen ADM – eksamen.


Under prøverne har eksaminanden alene adgang til internettet, for så vidt angår egne læremidler.

Hvornår en prøve er begyndt
En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaverne er begyndt, eller når eksaminanden er blevet gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende.


Udeblivelse
En eksaminand, der udebliver fra en prøve eller kommer for sent til en prøve, har ikke krav på at aflægge prøven.

Hvis det kan anses for udelukket, at en eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan have modtaget nogen oplysning om prøven, og hvis skolen skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed, kan eksaminanden få lov til at deltage i prøven; men prøvetiden forlænges som udgangspunkt ikke. Kontakt skolen/rektor hurtigst muligt, hvis det skulle blive aktuelt.

Særlige prøvevilkår
Elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller andre tilsvarende specifikke vanskeligheder kan tilbydes særlige prøvevilkår, der ligestiller dem med andre i prøvesituationen. Henvend dig i givet fald til din studievejleder, der vurderer dine behov og indstiller tilbud om særlige prøvevilkår til rektor, der beslutter, hvad der skal iværksættes.

Konsekvenser af at skaffe sig eller yde uretmæssig hjælp
For elever startet før 1. august 2017 gælder følgende: En eksaminand, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises fra skolen til den pågældende prøve. Se mere i Eksamensbekendtgørelsens § 20.

For elever startet 1. august 2017 eller senere gælder følgende: En eksaminand, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises fra prøven eller tildeles karakteren -3 (minus 3). Det samme gælder, hvis eksaminanden benytter ikke-tilladte hjælpemidler, udgiver andres arbejde for at være sit eget eller afleverer eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil. Se mere i Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser kapitel 7

Klageprocedure og klagefrister
Klage over prøver indgives af eksaminanden til rektor. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Hvis eksaminanden er under 18, kan klagen tillige indgives af forældremyndighedens indehaver. Klage indgives senest 2 uger efter, at bedømmelsen af prøven er bekendtgjort på sædvanlig måde. Klagen indgives individuelt og skal nøje angive de faktiske omstændigheder, som efter klagerens mening bør begrunde en imødekommende afgørelse. Klagen kan vedrøre eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen.

Rektor afgør, om klagesagen skal fremmes eller afvises som åbenbar grundløs. Afvisningen af klagen som åbenbar grundløs skal være skriftlig og begrundet. Rektors afvisning af en klage kan indbringes for Undervisningsministeriet. Se mere i Eksamensbekendtgørelsens kapitel 10.

Yderligere oplysninger
I LUDUS Web-konferencen ADM – eksamen lægges de relevante oversigter over de skriftlige prøver, når disse er offentliggjort, samt links til relevante bekendtgørelser, som også kan findes hér:

Eksamensbekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152744.
Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser (for elever startet 1. august 2017 eller senere) https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=194856

Karakterbekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25308.
Prøve- og eksamenskalender for skoleåret 2017/18: http://www.uvm.dk/Uddannelser/Gymnasiale-uddannelser/Proever-og-eksamen/Kalendere-og-oversigter-for-gymnasiale-uddannelsers-proever-og-eksamen.